Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil tage kampen op mod cykeltyverier ved at give politiet mulighed for at stoppe og tjekke stelnummeret på cykler – også uden konkret mistanke om tyveri.

Forslaget, som netop er sendt i høring, skal styrke politiets indsats mod de mange cykeltyverier, der plager landet. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2023 anmeldt hele 48.305 cykeltyverier i Danmark, og alene på Fyn blev der sidste år registreret 3.719 tilfælde.

Ministerens mål er at skabe tryghed for cyklisterne og samtidig sikre, at stjålne cykler lettere kan spores tilbage til deres ejere.

– Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan efterlade sin cykel derhjemme eller på arbejde uden at bekymre sig om, hvorvidt den bliver stjålet, udtaler Hummelgaard til Jyllands-Posten og understreger, at det er et problem, uanset om der er tale om en dyr cykel eller en ældre model.

Forslaget kommer i kølvandet på tidligere forsøg fra blandt andet Københavns Politi, der i en razzia for fire år siden standsede 3.800 cyklister og kontrollerede stelnumre, hvilket resulterede i 30 sigtelser for besiddelse af stjålne cykler.

Ministeren håber, at den udvidede mulighed for at standse cyklister vil gøre det vanskeligere at afsætte stjålne cykler og derved mindske antallet af tyverier.

[the_ad_group id="9228" blog_id="9"]
[the_ad_group id="9224" blog_id="9"] [the_ad_group id="9231" blog_id="9"]