TOGREJSE. Mandag morgen, sidst i juli. Familien på fire er stået op før byen, der stadig sover sommerlænge. Forventningsfulde og en smule spændte. De har valgt toget til Berlin. Et eksperiment i togtrafik gennem Europa. To voksne, to børn på tre og otte år, en klapvogn, et par kufferter og tre tasker, heraf to små på børnenes rygge. Eventyret venter. Men eventyret har sine betingelser.
De træder ind på Fredericia Banegård lidt før klokken otte. På skærmene er det allerede tydeligt, at eventyret ikke bliver helt enkelt. Toget er forsinket. Det er klart – for nogle timer før kunne man læse, at der var problemer mellem Fredericia og Aarhus – og toget ankommer netop fra Aarhus mod Kolding. Ni minutters planlagt skiftetid, ifølge tog-appen, i Kolding er væk. Det giver uro blandt de ventende på perronen, men togpersonalet er rolige og klare i meldingen senere i toget, der triller ind på Kolding Station med for stor en forsinkelse: »Bliv bare siddende, der bliver arrangeret en løsning i Lunderskov.«




Løsningen viser sig at være et ekstraordinært stop, hvor man skal orientere sig hurtigt og sætte i fart. Turen ændres fra afslappet rejse til et kort øjeblik med høj puls. Familien og de øvrige rejsende skal hurtigt op ad trapperne til den modsatte perron. En medrejsende hjælper spontant med at løfte klapvognen. Tasker, kufferter og børn kommer med op. Fløjten lyder fra togpersonalet og alle råbes ind i togene. Dørene lukker næsten bag dem. En pendler siger stilfærdigt, at sådan er det tit.
Resten af turen mod syd gennem Tyskland foregår i mere rolige rammer. Man kan igen finde roen. Den milde monotoni, der kommer, når landskabet flyder sammen uden for vinduet, og verden bliver én lang linje gennem familie spiller kort, ser film, læser magasiner, nyheder og spiser snacks. Lyden af skinnerne synger med imens landskabet udenfor passerer stille forbi – marker, landsbyer, men også grimme solcelleparker, der skal give den ønskede grønne energi, men samtidig ødelægger det grønne udsyn. Præcis som man ser det langs Autobahn.
I Hamburg er det slut med roen. Familien og de øvrige medrejsende mod Berlin skal igen hurtigt skifte tog, denne gang fra Hamburg-Altona med S2-linjen mod Hamburg Hauptbahnhof. Flere undrer sig over, hvorfor toget tog ikke kan skifte direkte på hovedbanegården i Hamborg, men det kan det ikke, og det gør det ikke. Man skal igennem et skifte igen. Det er ikke en lang tur, men igen skal der løbes med tasker, børn og klapvogn, og når det sker tit, at elevatorer bare står med en rød knap, fordi de er i stykker, så bliver det mere bøvlet.
Togtrafik i Europa er effektiv, men det kræver også, at man selv er det. Man skal være på – hurtig og parat. Familien når toget, men roen kommer først tilbage, da de sidder i toget videre mod Berlin.
Der er i øvrigt grundig paskontrol både ned og hjem. Europa er forandret, grænserne er tydeligere, end de har været længe. Men personalet er venligt og effektivt, og det er politiet også, men husk passet!
Hjemturen fra Berlin byder igen på forsinkelser og kaos. Både elevatorer og rulletrapper på den enorme hovedbanegård er ude af drift, og der synes ikke at være fokus på at få dem fikset. I stedet må man gå 3 x 48 trin over tre etager med børn og oppakning for at nå helt ned til den nederste perron, hvor toget afgår længst væk. Derudover møder man også et syn af sørgelig socialrealisme med mange hjemløse, der forvirrede og ekstremt berusede har indtaget banegården og området omkring den. Det har ændret sig markant, siden familien sidst var i Berlin.
Toget mod Hamburg snegler sig af sted til trods for, at det afgår til tiden fra Berlin.
I Hamborg opstår der igen kaos, fordi toget kommer godt 12 minutter senere ind end planlagt. Igen skal der løbes og det foregår mellem mange mennesker, og ingen ved, hvor de skal løbe hen; unge danskere råber til familien for at høre om turen går mod Danmark, alle følger hinanden og til sidst nås forbindelsen kun lige akkurat. Denne gang er det et dansk IC3-tog, der skal bringe alle videre på rejsen mod Danmark. Toget er møgbeskidt, overfyldt og absolut ikke rart at sætte sig ind i. Derudover er der ingen informationer til de udenlandske rejsende om, hvad der skal ske, hvordan og hvornår. Forsinkelserne fortsætter på resten af turen.
Sent på aftenen nærmer toget sig Danmark, men nu er forsinkelsen så omfattende, at den sidste forbindelse mod Fredericia er tvivlsom. I tog-appen står der pludselig: Connection is no langer available. Please find an alterntive. Personalet meddeler, kort før Kolding, at der vil vente et regionaltog mod Fredericia. Men beskeden kommer så sent, og familien vil ikke tage chancen med små, trætte børn. De ender derfor med at blive hentet i bil fra Kolding til Fredericia.
Toget fungerer. Personalet gør alt for at løse udfordringerne. Medrejsende er hjælpsomme, smilende og rare. Det trækker klart op på rejsen.
Men den samlede pris på godt 4.000 kroner tur/retur for to voksne og to børn – heraf det ene barn på tre, som er gratis – er i overkanten, hvis man sammenligner med alternativet i egen elbil. Her ville turen koste omkring 700 kroner i strøm plus parkering. Man kan dog bestille togbilletter i meget god tid – som i måneder før, og få det billigere, men hvis toget skal have en chance i fremtiden for to voksne og to børn, så skal priserne langt længere ned. Det kan simpelthen bedre betale sig at sætte sig i bilen, og fortællingen om rejseformen som værende rolig og idyllisk matcher ikke virkeligheden.
Så kan man rejse gennem Europa med tog med børn på tre og otte år? Selvfølgelig kan man det. Alt løser sig undervejs. Men turen er ikke bare afslapning. Den kræver årvågenhed, fart i benene og evnen til at acceptere forsinkelser og ændringer. Den er både en oplevelse og en udfordring.
Måske er konklusionen egentlig meget enkel: Det er muligt – og endda fint – at tage toget gennem Europa med små børn. Men det er en rejseform, man skal vælge med åbne øjne og gode løbesko. Og så skal man glæde sig over, at medrejsende og personale er flinke mennesker, der hjælper, når det virkelig gælder.