POLITIK. For Region Syddanmark er åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart et vendepunkt. Regionsrådsformand Bo Libergren lægger ikke skjul på, at dagen er en milepæl. »Det er jo først og fremmest en glædelig dag. Det betyder, at vi kan servicere middelfarterne lidt bedre, end vi har kunnet indtil nu. Hvor der tidligere var borgere, der skulle bevæge sig til Kolding, Vejle eller Odense, så vil flere nu kunne komme til ambulatoriebesøg, blive dialyseret eller få udleveret sygehusmedicin her i Middelfart,« siger han.

Han kalder det en lavpraktisk forbedring, men understreger samtidig, at det kan gøre en stor forskel for de mennesker, det handler om. »Der er nogle, der vil tænke, jamen hvad er de 25-30 kilometer. Men for borgere, som skal have flextur og ledsager, kan det hurtigt blive et fuldtidsjob at være syg. Vi hørte lige tidligere om en borger, der havde efterladt en seddel med den gevinst, det var for vedkommende at kunne komme her i stedet. Det fortæller jo meget godt, hvorfor det her er vigtigt,« siger Bo Libergren.

Han peger på, at nærhospitalet er et konkret udtryk for den sundhedsreform, der skal rulles ud i hele landet. »Vi skal både blive bedre til det digitale, vi skal blive bedre til at rykke nogle ting helt ud i borgerens hjem, og vi skal have de praktiserende læger og speciallæger til at fylde mere. Men nogle ting – som for eksempel ambulatorier – kræver, at patienten møder frem fysisk. Og det er her, et nærhospital som Middelfart giver mening. Så behøver vi ikke sende borgerne til de store sygehuse, hvis det ikke er fagligt nødvendigt,« siger han.

Han gør det klart, at borgerne måske ikke vil opleve, at der er åbent alle dage for de enkelte specialer, men at gevinsten stadig er markant. »Det betyder selvfølgelig, at man måske ikke kan vælge mellem alle ugens dage, fordi der skal være patienter nok til at kunne åbne et hjerte- eller lungeambulatorium. Men for rigtig mange borgere er der vundet meget ved at kunne komme hertil i stedet for at skulle rejse langt og bruge en hel dag på det,« siger Libergren.

Perspektiverne handler dog ikke kun om kortere afstande. Regionsrådsformanden ser også nærhospitalet som et skridt i retning af at skabe tættere samspil mellem regionens og kommunens tilbud. »I næste fase håber vi på, at vi får endnu mere ud af det. Det var også det, Johannes var inde på i sin tale, med jordmødrene og sundhedsplejerskerne. Når vi har kommunale og regionale funktioner, der støder op til hinanden, så kan man i første omgang få personalet tættere på hinanden. At man taler bedre sammen, kan i sidste ende betyde, at man bliver bedre til at levere den ydelse, som borgeren skal have. Og for borgeren betyder det, at i stedet for at rende rundt forskellige steder, så kan man møde det hele under ét tag,« siger han.

Det gælder eksempelvis områder som psykiatrien, hvor der både er regionale og kommunale funktioner. »Der er en række steder, hvor vi kan skabe mere sammenhæng. Det kan være lokalpsykiatri, det kan være busstøtte, det kan være områder, hvor målgruppen er den samme. Ved at samle det kan vi skabe bedre koordinering og højere kvalitet,« siger Bo Libergren.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

Han fremhæver samtidig samarbejdet med Middelfart Kommune som forbilledeligt. »Det har været et projekt båret af en stor fælles interesse for, at det skulle lykkes. Der har været engagement hele vejen rundt. Det er også unikt, at vi ikke har sat os ned på hænderne og ventet på, at staten kom med et tilskud. Vi har faktisk valgt at finansiere det her selv, både fra kommunens og regionens side,« siger han.

Libergren understreger, at det i høj grad handler om anlægsudgifter, fordi driften allerede var en del af budgetterne. »Tilbuddene driver vi i forvejen, så driften er der. Det, vi har gjort her, er at shine bygningen op. Og jeg synes, det ser godt ud, når man kommer indenfor. Det er venligt og indbydende, og samtidig kan man stadig se, at det er et sygehus. Jeg synes, vi har gjort noget fornuftigt, og vi har fået nogle rammer, der er værdige for borgerne,« siger han.

Han ser åbningen i Middelfart som et pejlemærke for, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan indrettes. »Det handler både om lavpraktiske gevinster som kortere afstande og om strukturelle gevinster, hvor vi bruger de samme ressourcer bedre. For borgerne er det afgørende, at vi formår at skabe et sundhedsvæsen, der ikke er en labyrint, men et sammenhængende tilbud,« siger Bo Libergren.

Åbningen af Middelfart Nærhospital er dermed ikke kun en ny bygning i byen. For regionen er det et forsøg på at vise, at der findes løsninger, som kan bygges videre på i resten af Danmark. »Vi har fået et hus, som allerede nu skaber værdi for borgerne. Vi har vist, at vi kan gøre det uden at vente på staten, og vi har vist, at vi kan skabe nye rammer, der fungerer i praksis. Det gør mig både glad og stolt,« siger regionsrådsformand Bo Libergren.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]