SPORT. Når Håndboldkvinderne fredag løber på banen mod Island i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn, bliver det med en ny struktur på ledelsesfronten. Landstræner Helle Thomsen har udpeget Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen til at udgøre en anførergruppe. Dermed går landsholdet fra at have én anfører til et firkløver i spidsen.

»På et landshold kan det være en stor opgave at være anfører alene. Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder. På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste,« siger Helle Thomsen.

Hun peger på, at de fire spillere tilsammen repræsenterer forskellige styrker og generationer på landsholdet. »Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen rammer bredt i hele truppen. De er forskellige mennesker og bidrager med hver deres – både på og uden for banen. På den måde sikrer vi, at anførergruppen når bredt ud i hele truppen.«

Trine Østergaard har tidligere båret anførerbindet alene, men hun glæder sig til at dele ansvaret. »Det giver rigtig god mening at dele anføreransvaret mellem en gruppe af spillere, og jeg er glad for at skulle være en del af en anførergruppe i stedet for at være anfører alene. På den måde kan vi snakke om tingene, dele erfaringer, og man ved, at man altid har nogen at vende tingene med. Samtidig er det også fedt, at anførergruppen består af forskellige årgange på landsholdet, så vi sikrer os, at vi repræsenterer alle,« siger hun.

Helle Thomsens første kamp som landstræner spilles i morgen klokken 16.00 mod Island. Opgøret kan følges direkte på TV 2.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]