En 22-årig mand er tirsdag blevet idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid ved Retten i Kolding, efter at dommerne fandt ham skyldig i manddrab på en 43-årig mand i Grindsted den 5. august 2024. Dommen omfatter også besiddelse af 100 gram kokain med henblik på salg.

Drabet fandt sted på en adresse på Tingvejen, hvor Sydøstjyllands Politi rykkede ud efter en anmeldelse om eftermiddagen den 5. august. Her fandt betjentene en 43-årig mand, der allerede var afgået ved døden. På stedet befandt den nu dømte 22-årige sig, og han blev anholdt og sigtet med det samme.

Under retssagen kom det frem, at han stak offeret flere gange med en kniv. En indsatsleder, der deltog i politiaktionen den dag, fortalte i retten, at den 22-årige på stedet udtalte, at han var påvirket af lattergas.

En mentalundersøgelse blev også fremlagt. Her stod det klart, at den 22-årige på gerningstidspunktet var sindssyg, og at hans tilstand blandt andet skyldtes et massivt forbrug af lattergas i dagene op til drabet.

Retten fandt ham derfor skyldig efter straffelovens § 237 om manddrab samt § 191 om euforiserende stoffer. Han modtog dommen og blev fængslet efter retsmødet.

»Det er en tragisk sag, men jeg er tilfreds med, at der nu er faldet dom, og at byretten har fulgt anklagemyndighedens påstand om at idømme ham anbringelse uden længstetid,« siger specialanklager Susan Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]
[the_ad_group id="101" blog_id="39"]