POLITIK. Regeringen forlænger den styrkede kontrol af kiosker og mindre detailforretninger frem til 2028 efter omfattende afsløringer af snyd, ulovlige varer og kriminalitet i store dele af branchen. Beslutningen kommer, efter myndighederne i 2025 har gennemført seks større kontrolaktioner, hvor der blev fundet problemer i 138 ud af 140 kontrollerede kiosker.

Kontrollerne har afdækket et alvorligt billede af kioskmiljøet med alt fra ulovlige nikotinprodukter og sort økonomi til våben, narko og stærkt sundhedsskadelige forhold. Myndighederne har blandt andet fundet våben bag disken, store mængder ulovlige nikotinposer, GHB i flasker, skjulte kontantlagre samt fødevarer opbevaret under forhold med skimmel og rotteekskrementer.

De seks kontrolaktioner blev gennemført af Skattestyrelsen i samarbejde med Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet og fandt sted i København, Aarhus og Odense. Ifølge regeringen viser resultaterne, at problemerne er både omfattende og dybt forankrede, og at der er behov for en vedvarende og målrettet indsats.

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen kalder udviklingen alvorlig og lægger ikke skjul på sin bekymring over resultaterne.
»Jeg har set mange vanvittige ting som minister, men jeg er rystet over resultaterne af aktionerne i 2025. Vi har set omfattende snyd, ulovlige nikotinprodukter, sort økonomi, rotteekskrementer, gamle fødevarer og endda våben og narko i kioskerne. Det er meget tydeligt, at problemerne er massive og systematiske – og at der er dele af kioskbranchen som er totalt ligeglade med de regler, vi følger i Danmark. Det er helt uacceptabelt – og derfor har regeringen besluttet, at vi fortsætter kontrollen med fuld styrke i årene frem,« siger skatteministeren.

Den fælles myndighedsindsats blev oprindeligt iværksat som en del af Forebyggelsesaftalen fra 2023, hvor målet var at styrke kontrollen med tobak, nikotin og alkohol gennem et tættere samarbejde mellem myndighederne.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde peger særligt på risikoen for børn og unge.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at kiosker gambler med børn og unges helbred ved at sælge ulovlige nikotinprodukter og puff bars, der er propfyldt med nikotin og kan indeholde euforiserende stoffer. Resultaterne fra kontrolaktionerne viser med al tydelighed, at mange kioskejere snyder og bedrager og er fuldstændig ligeglade med loven. Det skal vi slå hårdt ned på, og derfor forlænger vi nu kontrollen med kioskerne.«

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

Aktionerne har haft et bredt fokus og har ikke kun handlet om ulovlige varer, men også om at sikre fair konkurrence, så moms, skat og afgifter bliver betalt, og at forbrugerne ikke udsættes for sundhedsfarlige forhold. Myndighederne har blandt andet beslaglagt store mængder ulovlige nikotinposer, puff bars og tobak uden afgift samt fundet euforiserende stoffer, våben og ulovlig medicin. Flere steder er der fundet kontantbeløb på op mod 400.000 kroner gemt i skjulte pengeskabe, ligesom der er konstateret mistanke om sort arbejde og personer på offentlige ydelser, der arbejdede i kioskerne.

Skatteministeren fastslår, at kursen ligger fast.
»Det er helt tydeligt for mig, at vi skal fortsætte med at puste de brodne kar i kioskbranchen i nakken. Vi accepterer ikke et kioskmiljø, hvor kriminalitet og ulovlige varer får lov at trives. Det er vores ansvar at slå hårdt og vedholdende ned, og det ansvar tager vi på os fra politisk hold. Samtidig vil jeg også gerne slå fast, at vi i hele regeringen bestemt er åbne for at se på, hvordan vi kan gå endnu hårdere til værks,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Også justitsminister Peter Hummelgaard bakker op om forlængelsen.
»Det fælles myndighedstilsyn har indtil videre afsløret talrige eksempler på kiosker, der svindler og snyder. Jeg har tidligere på året selv deltaget i en aktion, hvor jeg med egne øjne så, hvor meget svindel der finder sted. Det er forkasteligt, og det vidner for mig om, at der fortsat er brug for en målrettet indsats over for de mange kiosker, som ser stort på vores fælles spilleregler.«

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at kiosker ikke må fungere som fristeder for kriminalitet.
»Kiosker skal ikke være et helle, hvor kriminelle uden konsekvenser kan omgå reglerne. Årets kontroller viser med al tydelighed, at regeringens indsats er mere end nødvendig. Det er fuldstændig uacceptabelt, når kioskejere bevidst overtræder loven ved for eksempel at sælge ulovlige varer som puff bars til mindreårige.«

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen peger på forbrugernes sikkerhed.
»Det er dybt uacceptabelt, at der ved det seneste tilsyn blev afsløret fejl, snyd og problemer i så stort omfang. Derfor har vi i regeringen besluttet at forlænge det fælles myndighedstilsyn, så vi kan komme den omfattende svindel i landets kiosker til livs.«

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek deler vurderingen.
»Det er helt uacceptabelt, at der foregår svindel i visse kiosker og små detailbutikker. Myndighedernes kontroller afslører snyd stort set hver gang. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi forlænger den tværgående indsats frem til 2028.«

Skattestyrelsen forventer at afslutte sagerne fra kontrolaktionerne i 2025 i løbet af 2026, mens den styrkede kontrol fortsætter med samme intensitet i de kommende år.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]