Foto: AVISEN

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og søndag den 27. oktober markerer overgangen til vintertid. Det betyder, at urene skal sættes en time tilbage. I den forbindelse advarer parkeringsselskabet Q-Park alle bilister om en lille, men vigtig detalje, der kan have økonomiske konsekvenser, hvis den overses: p-skiven.

Når vi skifter til vintertid, kan det nemt føre til forvirring omkring bilens ur og p-skivens indstilling. Selvom de fleste digitale enheder automatisk opdateres til den nye tid, gælder det ikke nødvendigvis for bilens ur – og dermed heller ikke for p-skiven.

Uret i bilen kan koste dyrt

En forkert tid på bilens ur kan medføre, at p-skiven bliver indstillet forkert. Ifølge Q-Park risikerer bilister dermed at få en kontrolafgift, hvis de ikke sørger for at dobbelttjekke tiden. Det kan ende som en dyr fejl.

Selvom elektroniske p-skiver bliver brugt af mange som en praktisk løsning, kræver flere af dem manuel justering, når vi går fra sommertid til vintertid. Q-Park opfordrer derfor også alle bilister til at sikre, at både bilens ur og p-skiven er korrekt indstillet, så de undgår en ubehagelig overraskelse i forruden.

“Det er bilistens ansvar”

– Vi vil gerne hjælpe bilister med at undgå kontrolafgifter, og derfor minder vi om vigtigheden af at få indstillet tiden korrekt, siger Alex Pedersen, direktør hos Q-Park, ifølge en pressemeddelelse.

– Vores parkeringsvagter kan kun vurdere ud fra p-skiverne, om en bil er parkeret lovligt. Det er bilistens ansvar at sikre, at p-skiven viser den rette tid.

[the_ad_group id="9228" blog_id="9"]

Alex Pedersen tilføjer, at der ikke er indsat ekstra parkeringsvagter på søndag, selvom der er risiko for fejl i forbindelse med tidsændringen:

– Vi har samme bemanding som på enhver anden søndag.

Q-Park opfordrer derfor alle bilister til at være opmærksomme og sikre, at p-skiven er korrekt indstillet, så de kan undgå “uhyggelige” kontrolafgifter.

[the_ad_group id="9224" blog_id="9"] [the_ad_group id="9231" blog_id="9"]