Onsdag den 5. februar samles justitsminister Peter Hummelgaard med en række af fodboldens største aktører og politiet i Parken. Målet er at drøfte nye tiltag, der skal dæmme op for vold og uro i forbindelse med fodboldkampe.

Mødet kommer som en opfølgning på et tidligere møde den 12. september 2024 og den løbende dialog om emnet. Med mindre end to uger til forårssæsonens start i Superligaen ønsker justitsministeren at forbedre indsatsen mod de episoder, som han kalder “fuldstændig uacceptable scener”.

Justitsministeren ser alvorligt på volden i fodboldens verden

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet understreger Peter Hummelgaard, at han ser alvorligt på problemet med uroligheder i forbindelse med fodboldkampe:

– I efterårssæsonen var vi igen vidner til nogle af de mørkeste sider af fodbolden. Voldstosser skabte gentagne gange fuldstændig uacceptable scener i forbindelse med afviklingen af fodboldkampe. Man skal kunne gå trygt til fodbold uden frygt for at blive udsat for vold, trusler og hærværk. Den opførsel skal simpelthen ændres. Derfor ser jeg frem til at mødes med fodboldens aktører for at fortsætte drøftelserne om, hvilke nye værktøjer, der skal tages i brug for at kunne lukke ned for urolighederne.

Fodboldens aktører samles for at drøfte løsninger

Foruden justitsministeren deltager blandt andre Divisionsforeningen, DBU, repræsentanter fra flere superligaklubber, fanorganisationer og Rigspolitiet.

Der er endnu ikke meldt konkrete tiltag ud, men mødet skal være med til at afklare, hvilke værktøjer der kan tages i brug for at håndtere fodboldurolighederne fremover.

[the_ad_group id="9228" blog_id="9"]
[the_ad_group id="9224" blog_id="9"] [the_ad_group id="9231" blog_id="9"]