Vi lever i en spændende tid. En tid med digitale udfordringer. I 1980’erne oplevede vi en digital revolution, hvor computere begyndte at indtage drengeværelserne. I 1990’erne nåede den samme revolution voksenverdenen. Alle skulle have en computer. Det var især etableringen af internettet til privat brug, der trak millioner af mennesker ind i en ny digital tidsalder. På det tidspunkt ville PostDanmark stadig være med, så de foreslog, at man skulle betale et par kroner for at sende en e-mail. Aviserne og de to tv-kanaler grinede ad udviklingen. Ingen følte sig truet.
Man sad jo på det hele.
Men monopolernes dage i den danske medieverden var ved at være slut. Man brugte stadig skrivemaskiner på journalistuddannelsen. Men ved udgangen af årtiet, århundredet og årtusindet var vi på vej mod en tid, hvor alle var til stede overalt, altid. Mobiltelefonerne gjorde deres indtog, og i det første årti af det nye årtusinde dukkede de første smartphones op. De sociale medier opdagede lynhurtigt, at kombinationen af små lommecomputere (smartphones) med fotos og tekst gjorde enhver madglad dansker til nyhedsformidler. Fortællingen om livet krævede ikke længere noget filter.
Mediebranchens had-kærlighedsforhold til den nye teknologi manifesterede sig hurtigt. Tv-kanalerne grinede stadig ad de moderne formidlingskanaler. Men latteren forstummede, da Netflix slog dem ihjel. Man måtte få kunstigt åndedræt fra skatteborgerne. Den før så uafhængige flok smagsdommere fik nu bistandshjælp fra de politikere, der elskede at se sig selv på tv og i aviserne. Intet af dette kunne dog forhindre hundredtusinder af danskere i at give deres mening til kende. Aldrig før har så mange haft så meget at mene om så meget.
Selv dette blev nu et problem. Politikerne og embedsfolkene opdagede begrebet “shitstorm”. Frit oversat som “lorte-storm” handler det om, at de mange meningsglade danskere lader deres meninger gå ud over dem, de mener fortjener det. “Fy for den da,” tænkte mange af de ansvarlige. Hvad ligner det, at folk kan skrive og sige, hvad de vil? “Hvorfor giver man den og den taletid?” spurgte de mest privilegerede hos eliten.
Jo, men det er jo fordi, der er ytringsfrihed.
Man længtes tilbage til monopolernes dage. En tid, hvor den offentlige mening kunne holdes inden for hjemmets fire vægge og i skurvogne. Den slags beskidte ytringer blev ikke anset som passende for et bredt publikum, selvom det nu ellers udgjorde flertallet. Derfor begyndte politikerne i starten af 2020’erne aktivt at støtte censur og undertrykkelse af ytringsfriheden. Selvom retten til at mene noget er fundamentet i et demokrati, skete det under påskuddet, at censuren ville redde demokratiet.
Mod dumskab kæmper man forgæves. Ud af de gamle mediers død og støvet fra de faldne er der opstået nye medier. Vi er tilbage til de gamle tider, hvor idealismen og friheden blomstrede. Demokratiets vugge. Hvor meningsdannelse var bredt udbredt, og hvor troen på, at man skal kunne høre det, man ikke kan lide, for at vide, hvorfor man ikke kan lide det, var selve essensen af frihed. At være fri til at mene noget, fordi man har mulighed for at undersøge og finde ud af, hvad man virkelig mener.
Dette burde være grundstenen i ethvert medies tankesæt. Men de uanstændige bistandsklienter lever i bedste velgående på nasseriet, uden reelt at levere ret meget for pengene, udover floskler og karaktermord. TV Syd, mormor-tv, får mere end 75 millioner kroner om året, og for de penge dækker de for eksempel kun et par tusinde borgere om dagen i Fredericia, der ser med. Vorherre bevares, det er sgu dyrt. Læg dertil, at de laver fire historier i Kolding for hver historie i Fredericia. Det er jo ren svindel.
Men man kan altid leve på nostalgien. Som Fredericia Dagblad, der gik fallit i begyndelsen af århundredet og nu er opkøbt af spekulanter, der fyrede størstedelen af de journalister, som arbejdede på de aviser, de opkøbte. Moralske hyklere. Læs jeres avis fra dengang. Prøv så at se, om I tør skrive om det nu. Nej, det gør I jo ikke, for pengefolkene med deres politiske bagland og hovedkontor i Vejle skal score på den lokale patriotisme. Der er ingen skam i at tjene penge, venner, men kunne I ikke lade være med at “tjene” skatteborgernes penge? Som når I, JFM A/S, indgår den ene lukrative aftale med kommunerne rundt omkring, samtidig med at I får et trecifret millionbeløb af staten for at købe flere nødlidende lokalmedier, bagefter trække underskudet fra i skat. Hykleriet er endeløst. Men en smal sag for historikere – vi kan godt formidle det for jer.
Tiderne skifter. Der er plads til alle. For vores vedkommende er vi klar til at skabe ny formidling til hele regionen, og det gør vi med vores nye brand, sydavisen.dk. Der er brug for os. Der er brug for åbne døre og højt til loftet. Elitære og forspiste maver med alt for meget selvgodhed vil lide butiksdøden, ligesom Damernes Magasin i Matador. Det er en særdeles passende sammenligning.
Mange af de journalister, der i dag forsvarer JFM A/S, vil være fyret inden udgangen af dette årti. For sagen er, at de er helt undværlige. AI er den nye journalistkiller. Mange smalle historier vil ganske enkelt ikke være en journalists løn værd.
Tilbage til nutiden.
Vi vil forene vores engagement i hele regionen, i alle byer, som den trodsige dreng, der kaster en sten mod censuren og selvfedmen på vegne af skatteborgerne. Vi står imod dannelsen af et a- og et b-hold på grund af betalingsmure. Vi vil presse en virkelighed igennem, hvor det ikke længere kan betale sig at støtte medier, der ikke leverer noget tilbage, på trods af de mange millioner, de får af fællesskabet. Vi vil fortælle historien om de danske mediers dødssang, mens vi selv nøjes med det frie marked.
Fordi vi, trods alt, lever i et kapitalistisk samfund. Og kære venner, en dag er politikernes kasse tom. Pengene skal bruges til vigtigere ting, som tanks eller skoler. Aviser, radio og tv? Ja, det kan folk da selv betale for.
Tilbage står måske en nødsender i Kalundborg, lidt af DR, og så kan vi håbe på et trutorkester. For at gøre sig til lakaj for politikeres økonomi betyder også, at når stemmerne ændrer sig, så forsvinder omsætningen måske også. Det skete for DR. Det sker for jer.