Mandag eftermiddag præsenterede regeringen en ny plan med 24 nye initiativer, der har til formål at bekæmpe opioidsalg og forebygge misbrug blandt børn og unge.

Planen, der blev fremlagt på Rysensteen Gymnasium i København af justitsminister Peter Hummelgaard (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og skatteminister Rasmus Stoklund (S), lægger op til en markant ændring i straffen for salg af opioider.

Med det nye forslag vil personer, der sælger opioider fra kiosker eller via sociale medier, som udgangspunkt blive mødt med fængselsstraf frem for bøde. I dag kan mindre besiddelser under 3.000 opioidpiller føre til bødestraf, men denne såkaldte “morfinfinte” vil regeringen nu gøre op med. Fremover skal en bødestraf i sådanne sager erstattes af fængselsstraf, så straffen ifølge regeringen bedre afspejler risikoen ved opioider.

Peter Hummelgaard forklarede på pressemødet, at opioider udgør en af de mest farlige stofgrupper, og at der har været en bekymrende stigning i antallet af unge, som indlægges eller dør på grund af opioidmisbrug.

– Flere unge indlægges med opioider, flere unge søger hjælp, og nogle dør af deres misbrug. Opioider er nogle af de allerfarligste stoffer, man kan tage. De er farligere end kokain, udtalte Hummelgaard.

Regeringens initiativ inkluderer også en forhøjelse af fængselsstraffen for salg af opioider med en tredjedel i forhold til det nuværende niveau. Eksempelvis vil en straf på tre måneders fængsel i dag blive forøget til fire måneder. Derudover vil regeringen undersøge, om særligt grove tilfælde, hvor en person dør af euforiserende stoffer, kan straffes under straffelovens paragraf 237 om manddrab.

[the_ad_group id="9228" blog_id="9"]

Men straf er ikke den eneste løsning, understreger justitsministeren. Forebyggelse og oplysning er også elementer i udspillet. Kampagner, rettet mod børn og unge samt deres forældre, skal øge bevidstheden om risikoen ved opioider.

– Selv om straf er et væsentligt element i det udspil, som vi fremsætter i dag, så bilder vi os ikke ind, at straf alene kan løse det problem, der er derude, sagde Hummelgaard.

Som en del af det nye udspil vil Sundhedsstyrelsen begynde at overvåge spildevandet i seks store danske byer for at få bedre indsigt i omfanget af opioidmisbrug. Regeringen vil også afsætte 19,5 millioner kroner til et nyt nationalt kompetencecenter, der skal samle og dele viden om behandling af misbrug blandt børn og unge.

[the_ad_group id="9224" blog_id="9"] [the_ad_group id="9231" blog_id="9"]