Tyv tror, hver mand stjæler, sagde man engang. Men langt de fleste mennesker kunne aldrig drømme om at stjæle, slet ikke bryde ind i andre folks hjem for at rage ting til sig for ussel mammon. Alligevel er der forbløffende mange indbrud – og en tilsvarende ringe moral hos myndighederne, når det kommer til at gøre noget ved problemet.
Det er jo aldeles ulovligt. Straffeloven er klar og tydelig: Man må ikke bryde ind i folks hjem, stjæle eller røve. Det er en af de paragraffer, alle kan forstå – selv tyvene. Problemet er, at de er bedøvende ligeglade. For nogle år siden kunne vi bringe en historie fra døgnrapporten om en indbrudstyv, der var så magelig, at han tog sig tid til at smøre en mad, mens han røvede en families hjem. I et andet eksempel blev en beboer angrebet med en stegepande. Disse usle mennesker røver gerne dit hjem midt om eftermiddagen, især i den mørke tid, hvor de kan luske rundt med deres tyvekoster.
Skulle de blive taget af politiet, er konsekvenserne åbenbart til at overse. For udenlandske banditter er det danske system et ferieparadis – et tag-selv-bord, flittigt betalt af borgerne via forsikringsselskabernes præmier. Men er det virkelig godt nok? Hvorfor vil politikerne ikke prioritere politiets midler til dette område? Det er velkendt, at politiet ikke har den fornødne tid til at gøre det, de gerne vil. Mange indbrudsofre oplever, at det, de troede var alvorligt, blot betragtes som en bagatel. Politiet trækker på skuldrene.
Hver eneste dag kan vi bringe rapporter om indbrud rundt omkring i regionen. Vi har tillid til, at politiet gør deres bedste, men det er tydeligt, at de ikke får de nødvendige ressourcer. Hele politireformen med nedlæggelsen af det lokale politi har vist sig at være en kæmpe fiasko. Det er på høje tid at erkende dette. Vi skal gentænke hele indsatsen. De mange eksempler på arrogante tyve og røvere, der håner de retskafne borgere, er i sidste ende med til at skabe et utrygt samfund.
Hvis man kan smadre døre og vinduer og rende rundt i folks hjem uden at frygte konsekvenserne, er vi til grin som samfund. I USA er risikoen for at blive skudt af en beboer høj. Det kan virke afskrækkende. Så vidt kommer vi forhåbentlig ikke i Danmark. Men det er et pejlemærke for, hvordan et samfund udvikler sig, hvis man ikke gør en aktiv indsats for at indfange banditter. Og det handler især om at der er prioritering og ressourcer.
Familier kan opleve store konsekvenser af et indbrud. Utryghed og angst trænger sig på, og mange mister personlige ejendele, der ofte har stor affektionsværdi. Samtidig griner tyvene hele vejen til retten. Det handler ikke kun om straf, men om, at der skal være en reel risiko for at blive fanget. I dag ved tyvene godt, at de har stort spillerum. Borgerne tager selv initiativ med overvågningskameraer og sikkerhedsudstyr, mens alarmselskaber profiterer på situationen. Problemet er, at området reelt er overladt til privat initiativ, mens politiet, travlere end nogensinde, må køre rundt med lommelygter og begrænsede ressourcer.
Dette er ikke en kritik af politifolkene. Hvis de havde ressourcerne, ville de med glæde fange hver eneste tyv, der opererer i villakvartererne. Nej, kritikken skal rettes mod de beslutningstagere, der har pålagt politiet så dårlige arbejdsvilkår. Uanset hvad man måtte påstå, har det stor betydning, at politiet er talstærkt til stede i hverdagen. Det kræver flere patruljer, og det kræver, at man afslutter den centralisering, der har efterladt byer som Fredericia afhængige af stationer i andre byer som Kolding.
Der er mange sager fra døgnrapporten, der aldrig bliver opklaret, og det er dybt beklageligt. Det sender et forkert signal til de arrogante forbrydere, der ubekymret bryder ind i andres hjem – nogle endda så frimodige, at de smører sig en ostemad undervejs. Intet ville være bedre end at se dem blive kørt væk i et salatfad, velvidende at de står til flere års fængsel som en tydelig påmindelse om, at de har krænket andres ret til tryghed og privatliv.
Det bør være slut med, at tyve og røvere kan leve det gode liv uden konsekvenser.