Regeringen vil afsætte 14,9 milliarder kroner til en national plan for kystbeskyttelse. Med Klimatilpasningsplan II lægges der op til et nyt paradigme, hvor staten tager et markant større ansvar for at sikre landets kyster mod stigende vandstand og hyppigere stormfloder.
Ifølge regeringen vil stormfloder, der i dag forventes at forekomme én gang hvert 100. år, i år 2100 kunne ramme hvert tredje år. Samtidig bor omkring en million danskere under en kilometer fra kysten, og op mod 100.000 husstande og virksomheder med 175.000 arbejdspladser risikerer oversvømmelser fra havet, hvis der ikke investeres massivt i kystsikring.
Med den nye plan skal staten medfinansiere 85 procent af anlægsinvesteringerne i de projekter, der indgår i den kommende investeringsplan. Kommunerne har fortsat ansvaret for gennemførelsen, men staten vil fjerne barrierer og sikre fremdrift.
Sammen med en accelerationspakke for kystbeskyttelse, Finansloven 2026 og kommunale bidrag på 15 procent kan der samlet investeres op mod 20 milliarder kroner frem mod 2040.
Regeringen har samtidig nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan et eventuelt finansieringsbidrag fra lodsejere kan fordeles. Der skal også ses på, hvordan det bliver lettere at få tilladelse til klimatilpasningsprojekter, blandt andet ved at udvide dispensationsmulighederne i forhold til naturhensyn.
Miljøminister Magnus Heunicke vil indkalde Folketingets partier til drøftelser om en politisk aftale.
»Danmark skal rustes til den nye klimavirkelighed. Vi skal foran udviklingen og sikre de danske kystbyer mod fremtidens vildere og voldsommere stormfloder. Med Klimatilpasningsplan II afsætter vi 14,9 mia. kroner til at lave den nødvendige kystsikring og bygge diger, højvandmure og sluser, som kan beskytte vores boliger og samfundsværdier. Det skal ikke længere være den enkelte kommune, husejere eller borgergruppe, der alene skal kæmpe for at få beskyttet deres by eller hjem. Det bliver nu et fælles ansvar at beskytte Danmark mod stormfloderne,« siger han.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard peger på de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne.
»Klimaforandringerne kommer med en regning. Vi får højere vandstand og et vildere vejr. Hvis man synes, at det med klima er noget diffust noget, så skal man bare tænke på nogle af de store oversvømmelser og ødelagte hjem, vi har set de senere år. Jeg er glad for, at regeringen nu tager et stort medansvar for at kystsikre Danmark. Vi giver en solid håndsrækning til de områder, som er mest udsatte, og vi gør det nemmere at blive enige lokalt. Og det er vigtigt, for det haster med holdbare løsninger, for at regningen ikke bliver endnu større,« siger han.
Også minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin understreger behovet for fælles handling.
»At sikre Danmark bedre mod oversvømmelser kræver, at alle danskerne og myndigheder i fællesskab løfter ansvaret. Det kræver store milliardinvesteringer mod fremtidens stormfloder, og samtidig skal der ikke være regler og lovgivning, som står i vejen for, at vi kan beskytte vores værdier, boliger og kyster. Med den her plan tager vi et vigtigt skridt i det arbejde, der skal skabe mere tryghed,« siger han.





