nordfynsavisen.dk › Indsigt

Før spiste Johannes havregryn i bilen: Nu har han tid til at sidde ned

Som borgmester spiste han havregryn i bilen. På Emmy's Kaffebar får han dem med jordbær, og for første gang i mange år har han tid til at spise dem.

Før spiste Johannes havregryn i bilen: Nu har han tid til at sidde ned

UGENS EMMY. Havregrøden kommer ind på bordet, som Emmys serverer den, i en dyb skål med friske jordbær og små spiselige blomster ovenpå, og Johannes Lundsfryd kigger på den et øjeblik, inden han tager skeen, for han har et særligt forhold til havregryn. »Da jeg blev borgmester, havde jeg simpelthen ikke tid til at spise. Jeg kørte bare rundt og havde altid havregryn og mælk liggende i bagagerummet,« fortæller han, og det er svært at forestille sig to versioner af den samme ret, der ligger længere fra hinanden end den i bagagerummet på en bil, der altid var på vej til det næste møde, og den, der nu står foran ham på Algade. Han kalder selv den sidste for luksusversionen, og det er måske det korteste resumé af, hvor han er i sit liv lige nu. Efter otte år som borgmester, en valgaften, han helst taler om med forsigtighed, og et arbejdsliv, der aldrig har kendt til en pause, sidder den 52-årige socialdemokrat på en kaffebar en formiddag midt i ugen og spiser morgenmad, som om tiden var til det. Det er den, og det er nyt.

EMMYs_Secondary_Orange kopi

Historien om ham begynder på Nordfyn, langt ude på landet, hvor forældrene flyttede hen, da han var et år gammel, først til Sletterød Mark og siden til Hårslev, og hvor vinteren kunne være så hård, at hans far trak ham til skole på kælk. Begge forældre var ufaglærte, faderen graver på kirkegården, og det var 80'erne, hvor arbejdsløsheden gnavede sig ind i de fynske landsbyer og også i hjemmet på Nordfyn. »Vi havde ikke ret mange penge, og jeg tror faktisk, jeg var ret gammel, før jeg fik mit første stykke helt nye tøj. Men vi havde det sjovt. Mine forældre var med i revyen og havde en masse sjove venner,« siger han. Faderen havde i en periode den jobprofil, han ikke selv tror findes andre steder, kirkegårdsgraver og revyforfatter, og huset var fuldt af musik. »Jeg kan huske, hvordan jeg som barn lå og skulle sove, mens huset var fuldt af sjove mennesker. Mine forældre øvede firestemmig sang med deres venner nede i stuen, og det var simpelthen en vidunderlig måde at falde i søvn på,« fortæller han. Fodbold spillede han i den lokale klub, hvor man aldrig kunne stoppe, for så kunne de ikke stille hold, og den dobbelthed, mener han, ligger dybt i ham den dag i dag, at fællesskabet på landet både kan snære og bære.

2025.08.28@09.04.49_7
Johannes Lundsfryd var borgmester i Middelfart i otte år. I dag er han byrådsmedlem, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og en mand, der øver sig i at tage toppen af. Arkivfoto

Det bærende tog hurtigt over. Han blev aktiv i elevrådet, og som 13-årig samlede han 100 fynske folkeskoleelever til en weekend med undervisning i elevrådsarbejde, og da han gik ud af 9. klasse som 15-årig, flyttede han alene til København for at arbejde for Danmarks Elevorganisation. »Jeg sagde ja til tingene, men jeg opsøgte også selv mulighederne. Det der med at tage ansvar allerede i en tidlig alder og organisere noget for rigtig mange mennesker blev min livets skole. Det er dér, jeg har lært allermest,« siger han. Han boede i et kollektiv med andre unge fra bevægelsen, blandt andre en senere minister og en senere borgmester, og han husker en nat, hvor en ung sangerinde i kredsen pludselig fik at vide, at tv ville vise hendes musikvideo dagen efter, og hun havde ingen, så de lavede en på én nat med lånt kamera og ham selv som lydmand. »Det var sådan et miljø, hvor alt kunne lade sig gøre,« fortæller han. Der var aldrig penge, hverken i elevorganisationen eller siden i DSU, og det lærte ham en ting, han stadig holder fast i. »Når vi skulle sende breve ud til alle de fynske elever, havde vi ikke engang penge til porto. Så gik vi rundt til fagforeningerne og spurgte, om vi måtte låne deres kopimaskiner og sende brevene på deres portoregning, og næsten alle steder sagde folk ja. Den hjælpsomhed, der findes i vores samfund, oplevede jeg allerede dengang,« siger han, og han tilføjer, at han mødte den samme hjælpsomhed, da han senere gik med indsamlingsbøssen i København, hvor der ikke var meget at hente i villakvartererne, mens folk i opgangene, der tydeligvis ikke havde meget, gerne ville hjælpe alligevel.

Efter et år i hovedstaden kom han hjem, som det var aftalt med forældrene, og gik i gymnasiet på Nordfyn, hvor han mødte op den første dag med en smøg og en kande kaffe og følte sig voksen blandt de andre. Han ville være journalist, og han blev faktisk optaget på Journalisthøjskolen, men livet havde andre planer, og de begyndte i sommerferien med et europæisk antiracismeprojekt, hvor togstammer fra hele kontinentet mødtes i Strasbourg, og hvor han undervejs fik besked på at ringe hjem til DSUs hovedkontor. Der ventede et job. »Da jeg kom hjem, flyttede jeg til København og begyndte at arbejde i DSU. Først som medarbejder og siden som forbundssekretær med ansvar for 12 medarbejdere. Og der var jeg altså kun i begyndelsen af tyverne,« fortæller han. Det var midten af 90'erne, socialdemokraterne sad ved magten i store dele af Europa, og han husker en kongres i Malmø, hvor Tony Blair, Gerhard Schröder, Lionel Jospin og Poul Nyrup Rasmussen gik på talerstolen efter hinanden, og han husker halvårlige møder med statsministeren og kvartalsmøder med finansministeren, uden at nogen havde spurgt, om han var gammel nok til det. »Det var bare go with the flow. Der var simpelthen ikke tid til at tænke så meget over det,« siger han, og kontrasten mellem verdensscenen og det at banke på døre for at finde nogen, der ville sende et brev ud, er stadig den, han beskriver, når han skal forklare, hvad han lærte.

Verdensscenen var dog ikke et sted, man kunne blive boende, og da årene i DSU var brugt op, var det hverken Bruxelles eller Christiansborg, der trak, men Fyn og den anden side af Lillebælt. Han flyttede til Middelfart med sin første kone, børnene kom hurtigt, og han skulle endelig til at læse, da en telefon ringede igen. Det var Kim Mortensen, der netop var blevet forstander på Esbjerg Højskole, arbejderbevægelsens egen højskole, og manglede en til at lede ungdomsarbejdet, bare et år. »Så sagde jeg nej til Journalisthøjskolen og ja til et år i Esbjerg. Jeg vidste nu godt med mig selv, at det nok ville blive til et par år. Det endte med at blive seks,« fortæller han. Han endte som leder for hele uddannelses- og udviklingsområdet, pendlede fra Middelfart, havde små børn og tog samtidig en universitetsuddannelse ved siden af over 13 år, i fritiden, fordi forældrenes krav kun havde rakt til en ungdomsuddannelse, og fordi han selv ville have mere. Det lå i kortene, at han skulle overtage som forstander, og han var meget opsat på det, indtil bestyrelsen fortalte ham, at det skulle han ikke, for han var for ung. »Jeg blev både vred og ked af det, for jeg syntes simpelthen, det var det ringeste argument, jeg nogensinde havde hørt. Hvis de ikke syntes, jeg var dygtig nok, eller hvis de ønskede en anden profil, så var det helt fair. Men at jeg var for ung?« siger han, og det blev en lære om, at man ikke skal finde sig i alt, uanset hvilken position man har. Han fandt et nyt arbejde som innovationschef på IBC i Kolding, hvor han blandt andet stod for et uddannelsesprogram i radikal innovation for store virksomheder og byggede en ledelsessimulator op, fordi det altid havde generet ham, at ledelse blev lært i bøger. »Ledelse er en praksis. Det er et håndværk,« fastslår han.

JBC05962
Et kram til velkomst. Johannes Lundsfryd tager imod statsminister Mette Frederiksen i sin tid som borgmester. Arkivfoto

Politikken holdt i de år en pause, der ifølge ham selv var sund, og den sluttede, da den daværende borgmester Steen Dahlstrøm ringede og spurgte, om han ville stille op til byrådet. »I begyndelsen var det egentlig ikke noget, jeg brændte voldsomt for. Jeg tænkte mest, at jeg kunne være med til at trække nogle stemmer til listen,« siger han, og nej, han tænkte ikke, at han skulle være borgmester. Han trådte ind i byrådet ved det allerførste møde i den nye Middelfart Kommune i januar 2007 og har siddet med til samtlige møder siden, et par hundrede, gætter han. I 2011 sagde han op på IBC og startede sin egen virksomhed som rådgiver for organisationer og virksomheder, det modsatte af alt det, han selv havde undervist i, for han vidste ikke rigtig, hvad han ville, og flød med strømmen, indtil de første kunder meldte sig. I byrådet nåede han at være formand for både miljøudvalget og skoleudvalget og gruppeformand, og så kom sommeren 2017, hvor alt var lagt til rette til endnu en valgkamp med Dahlstrøm i spidsen, og han selv sad på en mountainbike i Harzen med sin søn, en konfirmationsgave. »Så ringer kommunaldirektøren og fortæller, at Steen er blevet syg, og at jeg skal komme hjem. Der var 11 uger til valget, og pludselig skulle vi lave en ny strategi, nye materialer, ja, nyt det hele,« fortæller han. Det var stressende, medgiver han, men det var også det øjeblik, hvor alt, han havde lært, kunne bruges på én gang, ledelse, kampagne, at skrive, politik. Det var der, havregrynene flyttede ind i bagagerummet.

Han blev valgt, og han gjorde det, han selv kalder at trykke speederen i bund, med én ambition, der lå over alle de andre. »Vi ville skabe en attraktiv kommune. Et sted, hvor det er dejligt at bo, og hvor folk har lyst til at flytte til. Befolkningsvækst er jo ikke et mål i sig selv, men når der kommer flere mennesker til, betyder det noget for skolerne, lokalsamfundene, foreningslivet og handelslivet. Hvis vi ikke havde gjort noget, ville vi have stået i en situation, hvor vi skulle lukke skoler, fordi børnetallet faldt,« siger han, og det, han er allermest glad for at have skabt, er efter hans opgørelse en kvart milliard mere til velfærd om året, end der var, da han startede. Det var ikke kun tallene, han holdt af. »Det var variationen, jeg syntes var sjov. Den ene stund kunne jeg tage imod børnehavebørn, der kom på rådhuset for at se borgmesterkæden, og senere samme dag kunne jeg sidde med virksomhedsledere og tale om milliardinvesteringer,« fortæller han. Anden gang, i 2021, var han bedre rustet, for der findes ingen borgmesterskole, kun forgængeren, som han brugte flittigt som rådgiver, og de år gik med det grønne, Klimafolkemødet, skovrejsning og en byudvikling, der bygger videre på det, der allerede er, i stedet for at bygge nyt på bar mark.

Og så er der det, han selv bliver spurgt om, og som han svarer på med omhu, for den sidste valgperiode endte med, at borgmesterkæden gik til en anden, selv om han havde flest stemmer bag sig. Han siger, at han har arbejdet i demokratiske foreninger hele sit liv, og at det altid har været fair for ham, at nogen vil noget andet. Det er ikke den del, han har svært med. Det, der er blevet tilbage, handler mere om ham selv. »Jeg ved godt, at vi mennesker rummer både det gode og det onde. Det har jeg set i mange forskellige sammenhænge, og jeg tror egentlig, vi alle sammen har begge dele i os. Det handler om at fodre det gode, både hos sig selv og hos andre,« siger han. »Jeg har set kommuner, hvor der har været et giftigt politisk klima i årtier, og jeg vil virkelig gerne gøre mit til, at vi ikke ender der. For jeg kunne jo sagtens vælge at blive en bitter mand. Vi behøver ikke være perlevenner, men vi kan godt være professionelle.« Om han stiller op som borgmesterkandidat igen, ved han ikke. Socialdemokratiet vælger først sin kandidat i marts 2028, og det er for tidligt at sige, fastslår han, for lige nu har han fokus et andet sted.

johannes-lundsfryd-soeren-laegaard.jpeg
Som borgmester stod han på scenen. Nu har Johannes Lundsfryd fået en titel med ordet senior i og er pludselig en af de gamle. Arkivfoto

Det andet sted er Danmarks Naturfredningsforening, hvor han er begyndt som seniorrådgiver og for første gang i sit liv har fået en stillingsbetegnelse, hvor ordet senior indgår. Det morer ham. »I politik repræsenterer man jo altid de unge. Og nu kommer jeg pludselig ind et sted, hvor jeg er en af de gamle. Det synes jeg faktisk er en fornøjelse, for de tankegange, jeg har bygget videre på gennem hele mit liv, bliver udfordret af en masse dygtige unge mennesker,« siger han. En af hans opgaver er at rådgive kollegerne i sekretariatet om, hvordan man arbejder sammen med kommuner, og det rører ved en drøm, han har haft længe, nemlig at give det videre, han selv har lært, mere systematisk, end politik nogensinde har givet ham lov til. Den anden drøm ligger længere væk. »Jeg har faktisk altid haft en drøm om at arbejde med udviklingsbistand. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde nogle år i Østafrika. Om det nogensinde kan lade sig gøre, ved jeg ikke, men drømmen har jeg stadig,« fortæller han.

Hvad han er stolt af, svarer han på uden at kigge på noget cv. Sine børn, sine bonusbørn og sin kone, Mette, der driver en butik i byen med et engagement, han taler om med en varme, der ellers har været forbeholdt kommunens nøgletal. Og hvad han har givet afkald på, svarer han lige så hurtigt på. »Tid. Tid sammen med mine børn, min familie og mine venner. Og det savner jeg,« siger han. Fortryder gør han ikke, for han kunne ikke have gjort det anderledes, og han håber, at det også har givet børnene noget med. Men da han bliver bedt om at give sit yngre jeg et råd, kommer svaret uden betænkningstid, og det er ikke et råd om flid, selv om han ellers mener, at flid slår det meste, og selv om han stadig hører podcasts, mens han løber, for at få læring ud af motionen. »Husk at nyde livet,« siger han. »Jeg har haft utrolig travlt og fået nogle kæmpestore oplevelser, men jeg har også slidt på mig selv ved hele tiden at skulle præstere. Jeg har været formand for regeringens ekspertudvalg, for KL’s klima- og miljøudvalg og formand i Syddanmark. Paletten har været fuld. Så det er noget af det, jeg øver mig på nu, hvor jeg ikke længere er borgmester. At tage toppen af det hele og acceptere, at det faktisk er helt okay at bruge en halv time i vinterbadeklubben.« Der er han nu mange morgener, ikke hver dag, men mange, og det gør noget godt, fastslår han.

Skålen er tom, da han er færdig med at fortælle, og jordbærrene gik med til sidst. Det, han gerne vil have med ud over døren, er noget, han selv kalder det vigtigste, og det lyder som et råd, han først for nylig er begyndt at følge til punkt og prikke. »Jeg synes egentlig, jeg har sagt ja til livet, når mulighederne har budt sig, og det håber jeg, at mange flere vil have mod til at gøre. Jeg tror grundlæggende på, at livet er godt, og jeg tror på det gode i andre mennesker, uanset hvor man møder dem. Hvis man holder fast i den tro, så får man også modet til at turde noget,« siger Johannes Lundsfryd og skubber den tomme skål fra sig. Havregryn i bagagerummet var ét slags ja. Havregrød med jordbær på en kaffebar en formiddag midt i ugen er et andet, og han er ved at lære at sige det.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på nordfynsavisen.dk →

Læs også

Hun søgte job som opvasker: To år senere lægger Mikkeline vagtplanen på byens største caféKommunikationen skal tjene ledelsesstrategienDe købte et bageri uden strøm og opskrifter: I dag fører Lisbet deres livsværk videreFolkets dom er ældre end demokratiet