BUSINESS. DSB’s stationer landet over vil også i de kommende to år blive vedligeholdt af Aarsleff Rail. De seneste fem års tætte samarbejde mellem DSB og Aarsleff Rail forlænges således yderligere med en to-årig facility management-kontrakt.

Aarsleff Rail har ansvaret for vedligeholdelsen af bygninger, perroner og tekniske installationer på mere end 400 stationer i Danmark. Opgaverne spænder vidt – fra udskiftning af belysning, så energiforbrug og lysniveau lever op til moderne standarder, til reparationer efter hærværk samt sikring af velfungerende billetautomater.

– Facility management-kontrakter er et godt supplement til vores mere projekttunge forretning, og vi glæder os over, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med DSB. Vores opgaver er meget varierende lige fra vedligehold af elektriske anlæg til skadedyrsbekæmpelse og døgnbemanding af overvågningscentralen. For os handler det om at levere en god og hurtig service til DSB og passagererne, uanset hvor i Danmark stationen ligger, siger afdelingsdirektør Thomas Kristensen fra Aarsleff Rail.

Fra billetautomater til belysning

I dag beskæftiger Aarsleff Rail sammen med søsterselskabet Wicotec Kirkebjerg cirka 50 teknikere med baggrund som blandt andet elektrikere og VVS-teknikere. Samtidig er der ansat specialuddannede medarbejdere, der kan løse mere specifikke opgaver, eksempelvis relateret til DSB’s billetautomater og overvågningssystemer. Hertil kommer 25 administrative medarbejdere, der skal sikre, at henvendelser fra passagerer bliver håndteret hurtigt.

– Vores dygtige medarbejdere fungerer i flere funktioner som DSB’s repræsentanter over for de togrejsende, og de forstår vigtigheden af at levere god og personlig service. Derudover har vi en stor og dedikeret organisation fordelt over hele landet, så vi har gode forudsætninger for at servicere DSB’s bygnings- og anlægsmasse på en professionel måde og udnytte vores stærke kompetencer inden for tekniske installationer, digitalisering, jernbanesikkerhed og styring, siger Thomas Kristensen.

Trygge stationer giver gode rejser

Hos DSB er man glade for, at samarbejdet med Aarsleff Rail fortsætter. Ifølge Lars Gøtke, direktør i DSB Ejendomme, understøtter samarbejdet det løfte, DSB giver sine kunder om en tryg og behagelig rejseoplevelse.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

– DSB’s løfte til kunderne er, at de skal have en tryg rejse. Tryghed kræver blandt andet, at perronerne fremstår rene og imødekommende, og at lyset på stationen fungerer. Med denne forlængelse kan vi fortsætte arbejdet med at forbedre vores stationer og sikre, at de lever op til de høje standarder, vi har sat, siger Lars Gøtke.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]