Efter flere års tæt og værdifuldt samarbejde stopper Bring som hovedsponsor for Håndboldkvinderne. Aftalen, der har været med til at styrke både synligheden og det kommercielle fundament omkring kvindelandsholdet, udløber den 30. juni 2026.

Bring har siden indgåelsen af partnerskabet spillet en markant rolle i udviklingen af Håndboldkvinderne og har været en synlig og engageret samarbejdspartner både på og uden for banen.

Hos DanskHåndbold sender man en stor tak til den mangeårige sponsor.

»Vi vil gerne sige en stor og oprigtig tak til Bring for et stærkt og professionelt samarbejde, som vi har været meget glade for. Bring har bidraget markant til Håndboldkvindernes kommercielle fundament og den samlede fortælling om dansk kvindehåndbold,« siger direktør i DanskHåndbold, Henrik M. Jacobsen.

Samtidig ser DanskHåndbold fremad og arbejder allerede på at finde en ny delt hovedsponsor til Håndboldkvinderne.

»Vi er allerede i gang med arbejdet med at finde en ny delt hovedsponsor, og vi oplever heldigvis stor interesse. DanskHåndbold er inde i en god udvikling, og vi har altid plads til flere ambitiøse partnere, der vil være med på rejsen,« siger Henrik M. Jacobsen.

Også hos Bring ser man positivt tilbage på samarbejdet med DanskHåndbold, som har haft betydning for virksomhedens synlighed i Danmark.

»Vi har sat stor pris på samarbejdet med DanskHåndbold og den rolle, håndbolden har spillet i at gøre Bring mere kendt i Danmark. Partnerskabet har givet os værdifulde erfaringer og synlighed i en sport, der engagerer bredt,« siger Thomas Karlsen, sponsorchef i Bring.

Han peger samtidig på, at beslutningen hænger sammen med en strategisk omlægning.

»Danmark er vigtig for Bring fremover, og nu står vi over for en ny fase med en opdateret sponsorstrategi, hvor vi ønsker at udstikke en ny retning for vores tilstedeværelse i Danmark. Vi takker DanskHåndbold for et godt samarbejde og ser frem til at følge håndboldens videre udvikling,« siger Thomas Karlsen.

Samarbejdet mellem Bring og DanskHåndbold begyndte den 1. december 2021 og afsluttes officielt den 30. juni 2026.