SAMFUND. Forbrugerombudsmanden advarer igen mod udenlandske netbutikker, der udgiver sig for at være danske. Mange forbrugere oplever, at de enten ikke modtager deres varer eller får produkter af langt dårligere kvalitet end lovet.

Ifølge Forbrugerombudsmanden modtages der fortsat mange klager over hjemmesider med navne som johansenmode.dk, pedersen-butik.dk eller elinakobenhavn.com. De ligner danske webshops, men når forbrugerne forsøger at returnere deres varer, mødes de med beskeder om, at varerne skal sendes retur til udlandet for egen regning – ofte til en pris, der næsten matcher varens værdi.

Hjemmesiderne ser troværdige ud ved første øjekast. De er på dansk, priserne står i kroner, og betalingsmodulerne ligner almindelige danske løsninger. Men ofte mangler der helt basale oplysninger som CVR-nummer og adresse, og handelsbetingelserne kan være oversat dårligt eller maskinelt.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen fortæller:
»Det bliver stadig sværere at beskytte danske forbrugere mod svindel fra falske netbutikker. Selv når én svindelbutik lukkes, oprettes der blot en ny side under et andet navn. Derfor er det nødvendigt, at forbrugerne får gode vaner, når de handler på nettet – og bruger et par minutter på research, inden de gennemfører et køb fra en hjemmeside, de ikke kender.«

De mange sager bliver videresendt til politiet, da der kan være tale om bedrageri.

I 2025 har svindlerne ifølge Forbrugerombudsmanden taget nye metoder i brug. Flere hjemmesider benytter AI-genererede danske anmeldelser og profilbilleder, falske logoer fra kendte mærkningsordninger og endda opdigtede CVR-numre, der tilsyneladende får butikken til at virke troværdig.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

Derudover skjules domæneinformationer, så det bliver vanskeligere for forbrugerne at finde ud af, hvem der står bag hjemmesiden.

Forbrugerombudsmanden opfordrer til at være ekstra opmærksom, hvis priserne virker for gode til at være sande, eller hvis beløbene fremstår mærkelige – som fx 186,72 kroner – da det kan være et tegn på, at priserne er omregnet fra udenlandsk valuta.

Rådene fra myndigheden er klare:

  • Tjek sproget på siden. Er det maskinoversat, bør du være på vagt.
  • Undersøg, om der er oplyst CVR-nummer og adresse. Det er lovpligtigt for danske netbutikker.
  • Slå virksomhedens oplysninger op på www.virk.dk.
  • Undersøg, hvem der ejer domænet via www.punktum.dk for .dk-sider og www.who.is for .com-sider.
  • Læs handelsbetingelserne grundigt – nogle steder står der nederst, at varerne skal returneres til udlandet.
  • Søg butikkens navn på nettet for at se, om andre advarer mod den.

Hvis varen aldrig bliver leveret, hvis der trækkes et højere beløb end aftalt, eller hvis man fortryder købet, før varen er modtaget, kan man kontakte sin bank og forsøge at få pengene tilbage gennem de såkaldte charge back-regler.

Mere information om sikker nethandel findes på Forbrugerombudsmandens hjemmeside og på forbrug.dk.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]