Hun søgte job som opvasker: To år senere lægger Mikkeline vagtplanen på byens største café

HÆNDERNE DER BYGGER BYEN.Shakeren er blå, og hun holder den højt, så den røde drink får et langt fald ned i det store glas på bakken, og mens den lander, står hun og smiler lidt for sig selv, som om det er første gang, det lykkes. Det er mange gange siden. Bag hende hænger flaskerne på hovedet i deres holdere, hanerne står på rad, og ude bag ruderne ligger Lillebælt gråt og stille med broen i baggrunden. Det er en af de rolige dage på Cafe Razz, den slags hvor der er tid til at hælde en cappuccino op med et hjerte i skummet, og hvor en tapasplanke kan bæres gennem lokalet uden at skulle vige for nogen. Om et par timer ser det anderledes ud.

Serien præsenteres af

For to år siden havde hun formentlig stået et andet sted i lokalet, helst et sted med ryggen til. Mikkeline Kolbye er vokset op på Fyn og var gået i stå på en uddannelse, der viste sig at være en andens drøm end hendes, og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle have et arbejde i stedet for at ligge derhjemme. Hendes mor fandt annoncen. Familien havde været på Razz nogle gange og syntes, det var et flot sted, og så sendte hun en ansøgning, der var noget mere beskeden end det, hun endte med. »Jeg søgte faktisk som opvasker, men Rasmus syntes, jeg skulle prøve noget andet. Jeg var 18 år og havde aldrig prøvet sådan noget før, så jeg var lidt genert i starten. Men efterhånden kom jeg mere ud af min skal, og allerede efter tre måneder fik jeg mere ansvar,« fortæller hun.

Rasmus er Rasmus Jørgensen, der har drevet caféen på Havnegade siden 2005, og som med tyve års øje for gode folk kunne se noget i den unge kvinde, hun først selv fik øje på senere. Hun fik besked om, at hun kunne starte ugen efter, og så stod hun der, i et fag der var det stik modsatte af det, hun kom fra. Det tidligere havde været dyr, stilhed og rutiner, man passer alene, og det nye var mennesker hele dagen, med alt hvad de kommer ind ad døren med af humør, spørgsmål og bestillinger. Det kunne være gået galt for en genert pige fra Fyn. I stedet blev det den forskel, der gjorde udslaget. »Det var noget helt andet. Her snakker man med mennesker hele tiden, og jeg bliver glad af, at folk er glade,« siger hun.

Alt det, der i dag ligner rutine, var engang nyt. Kaffen, drinksene, hvordan en cappuccino skal se ud, og hvordan man holder en kande, så mælken lander, hvor den skal. Hun kom uden nogen af delene og tog dem til sig en ad gangen, og i oktober sidste år kom et bartenderkursus til, og med det en fornemmelse af, hvor det her kunne føre hen. »Jeg tog bartenderkursus sidste år i oktober, og det var fedt. Men på længere sigt tror jeg mere, at jeg gerne vil gå ledervejen inden for branchen,« fortæller Mikkeline.

Den vej er hun allerede et godt stykke ad. Ansvaret, der kom efter tre måneder, er siden vokset til vagtplanen for kollegerne, til indkøb af vin og andre varer og til den slags overblik, der følger med hjem, når vagten er slut. Det er langt fra det, der lå i kortene, da hun sendte ansøgningen, for dengang lå der slet ingenting i kortene, ud over at et sabbatårsjob plejer at have en udløbsdato. Den dato er hun holdt op med at kigge efter. »Det er jo et arbejde, men for mig er det blevet meget mere end bare et arbejde,« lyder det, og spørger man, hvor længe hun regner med at blive, kommer der et svar, som en 20-årig godt kan give sig selv lov til. »Indtil jeg bliver træt af det.«

Træt bliver man af andre ting i faget, før man bliver træt af faget. Seks sommerdage i træk kan mærkes i ryggen og i fingrene, og gode sko er det vigtigste stykke værktøj, hun ejer. Og så er der de dage, hvor en gæst har haft en dårlig dag og tager den med ind i caféen. Her er der kun én vej, og det er at tale ordentligt og blive ved med det, også når det er svært, som hun siger, og så lade det ligge, når vagten er slut. Tempoet derimod har hun taget til sig. Når det går stærkt, og hun både skal huske en bestilling, svare en gæst og have en bakke ned ad trappen, er det der, hun er bedst, og det er der, det er sjovest.

Det er også der, man kan se, hvad to år bag en bar gør ved et menneske. Den 18-årige, der stod genert ved kaffemaskinen den første uge, og den 20-årige, der i dag tager en fuld restaurant med et smil, er den samme, og alligevel er hun det på en ny måde. Dengang holdt hun sig helst lidt på afstand af folk. I dag er de hendes arbejde, og det, hun har lært om sig selv bag baren, tager hun med ud af caféen. »Man skal turde tro på sig selv. Jeg er blevet mere sikker på, hvem jeg er, og har fået meget mere selvtillid,« siger hun.

Menneskene er der mange af. Caféen på havnen har serviceret over to millioner gæster, siden den åbnede, og en del af dem kender hun i dag med navn og bestilling. Stamgæsterne kommer igen, og om sommeren fylder gæsterne udefra, tyskere og andre, så sproget skifter hen over disken alt efter, hvem der står foran den. »Vi har mange stamgæster, der kommer igen, og om sommeren kommer der også rigtig mange gæster fra udlandet,« konstaterer hun.

Og fordi de kommer igen, må der helst være noget nyt at se. Det sidste nye er flaskerne. Hun kunne lade dem stå, da hun begyndte, og i dag kan hun til en vis grad få dem til at flyve, et tryllenummer hun har øvet for nylig, og som gæsterne kan få lov at se, hvis de spørger pænt. Det er den slags, der kommer til, når et sted går fra at være et sted, man arbejder, til et sted, man er.

Drinken er hældt op, og hun stiller shakeren fra sig, tørrer kanten af glasset og sætter det på bakken. Om et par timer er lokalet fuldt, og så er smilet for sig selv byttet ud med smilet til dem, der står i kø. Det er det, hun er her for.