Regeringen retter en skarp kritik mod techgiganten Google og kræver, at et omstridt eksperiment øjeblikkeligt stoppes. Eksperimentet betyder, at én procent af danske brugere ikke kan finde nyhedsartikler via Googles søgemaskine – uden at de er blevet informeret.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M) har sendt et brev direkte til Googles moderselskab Alphabet, hvor de kræver en afslutning på forsøget. Det sker efter, at Google den 14. november annoncerede, at Danmark – sammen med syv andre europæiske lande – ville være en del af eksperimentet.

“Gambler med vores demokrati”

Jakob Engel-Schmidt langer hårdt ud efter Googles beslutning og kalder det en alvorlig trussel mod demokratiet:

– Problemet er, at mange danskere bruger Google hver dag til at finde deres nyheder og til at finde rundt på nettet. Ved at afskære én procent af befolkningen muligheden for at komme ind på danske nyhedsmedier, så starter man en nyhedstombola, gør danskerne til forsøgsdyr, og man gør det uden at informere dem, der bliver berørt og uden at spørge om lov først, udtaler ministeren til Ritzau.

Regeringen undersøger nu, om Googles handlinger kan være ulovlige i Danmark. Frankrig har allerede tidligere fået sat en stopper for lignende eksperimenter, hvilket giver Danmark håb om at kunne gøre det samme.

Jakob Engel-Schmidt understreger desuden, at mange brugere ikke vil være klar over, at de ikke længere får adgang til nyhedsartikler via Google. Det alene, siger ministeren, er et alvorligt problem.

[the_ad_group id="9228" blog_id="9"]

Danske medier afviser Googles forklaring

Ifølge Google selv er formålet med eksperimentet at indhente data, som nyhedsmedier angiveligt har efterspurgt. Denne forklaring afviser brancheorganisationen Danske Medier og DPCMO (Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation).

Danske Medier har tidligere advaret om, at Google har en dominerende rolle på det danske marked for søgemaskiner, hvor virksomheden sidder på mellem 92 og 97 procent af markedet.

International kritik af Google

Udover Danmark er brugere i Belgien, Kroatien, Grækenland, Italien, Holland, Polen og Spanien også påvirket af Googles tiltag. Hvornår eksperimentet slutter, har Google endnu ikke meldt ud.

[the_ad_group id="9224" blog_id="9"] [the_ad_group id="9231" blog_id="9"]