Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

POLITIK. Efter årtiers politisk berøringsangst ser regeringen nu nærmere på atomkraftens rolle i fremtidens energiforsyning. Ifølge Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen er tiden kommet til at tage en saglig debat om emnet, og regeringen har derfor besluttet at igangsætte en analyse, der skal afdække både risici og potentiale ved de nyeste former for atomkraftteknologi.

»Atomkraft har i årtier været et tabu i dansk energipolitik. Det ændrer sig nu,« skriver Troels Lund Poulsen i et opslag på sociale medier.

Han understreger, at flere danske virksomheder allerede arbejder med udviklingen af ny atomteknologi, og at det derfor er naturligt at tage næste skridt: en grundig og oplyst analyse.

»Vi kan ikke bare ophæve et 40 år gammelt forbud uden at have styr på fakta. Men vi kan heller ikke ignorere, at teknologien har udviklet sig markant, og at verden omkring os kalder på nye løsninger,« skriver han.

Formålet med analysen er at skabe et solidt fagligt grundlag for at vurdere, om atomkraft skal spille en rolle i fremtidens danske energiforsyning. Troels Lund Poulsen understreger dog, at der ikke er tale om planer om store, klassiske atomkraftværker som dem, man kender fra Sverige eller Tyskland.

»Jeg ser ikke for mig, at vi skal bygge store, konventionelle atomkraftværker som i Sverige og Tyskland. Men vi skal heller ikke lade en forældet frygt diktere vores energipolitik,« lyder det fra forsvarsministeren.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

Analysen bliver det første konkrete skridt i en ny kurs i dansk energipolitik, hvor atomkraft ikke længere automatisk er udelukket som løsning i kampen for en stabil, grøn og fremtidssikret energiforsyning.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]