REGION. Region Syddanmark tager nye skridt for at forbedre indsatsen for borgere med psykiske lidelser. Med etableringen af nye ADHD-klinikker, øget kapacitet i psykiatrisk speciallægepraksis og en ny aftale med praktiserende psykiatere samt børne- og ungdomspsykiatere, der økonomisk tilskynder øget aktivitet, vil regionen nedbringe ventetider og sikre mere sammenhængende behandlingstilbud.

Et centralt initiativ til at reducere ventelisterne er oprettelsen af én til to specialiserede ADHD-klinikker målrettet voksne med let til moderat ADHD. Klinikkerne skal give hurtigere adgang til både udredning og behandling. Klinikkerne vil blive ledet af en speciallæge i psykiatri, suppleret med andre fagprofessionelle som speciallæger i almen medicin og erfarne sygeplejersker. Der vil være særlig fokus på grundig lægelig udredning, så eventuelle samtidige lidelser opdages og behandles korrekt.

Klinikkerne skal arbejde tæt sammen med den regionale behandlingspsykiatri, således at patienter, der har behov for en anden behandling, kan sikres en nem overgang. Den første klinik forventes at åbne ved Friklinikken i Grindsted i sensommeren 2025. Herefter planlægges en anden klinik som forsøgsordning, forudsat at Sundhedsministeriet giver sin godkendelse. Denne klinik forventes etableret i Odense-området.

Der er afsat 10 mio. kr. årligt fra regionens andel af midler fra Sundhedsreformen 2024 til driften af klinikkerne.

Flere speciallæger skal nedbringe ventetider

Samtidig udvides kapaciteten i psykiatrisk speciallægepraksis. Regionen har inden for det seneste halve år udmøntet og besat ydernumre i psykiatri i Svendborg og Vejen. Nu oprettes et nyt ydernummer i den jyske del af regionen, ligesom en eksisterende delepraksis i Nyborg opgraderes med mere kapacitet. Målet er at styrke behandlingstilbuddet og imødekomme stigende efterspørgsel og lange ventetider.

Der oprettes desuden et nyt ydernummer i børne- og ungdomspsykiatrien i enten Haderslev, Sønderborg, Tønder, Aabenraa eller Esbjerg Kommune. Regionen har i dag fire speciallægepraksis i børne- og ungdomspsykiatri.

[the_ad_group id="103" blog_id="39"]

Regionsrådet har desuden besluttet at indgå en ny aftale med de praktiserende psykiatere samt børne- og ungdomspsykiatere i regionen. Aftalen gør det økonomisk mere attraktivt at behandle flere patienter, idet de økonomiske begrænsninger, som normalt reducerer honorarer ved høj aktivitet, midlertidigt ophæves. Erfaringer fra en lignende aftale i 2024 viste, at dette førte til en markant stigning i antallet af patienter, der blev behandlet.

Politisk opbakning til samlet indsats

Mette Bossen Linnet (V), udvalgsformand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, ser frem til, at patienterne får hurtigere og mere helhedsorienteret hjælp:

»Vi har en klar forpligtelse til at forbedre adgangen til psykiatrisk behandling. Flere psykiatripraksis og en stærkere økonomisk aftale med de nuværende praktiserende psykiatere udgør sammen med de nye ADHD-klinikker en samlet indsats, der kommer til at gøre en mærkbar forskel.«

Pernelle Jensen (V), udvalgsformand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, supplerer:

»Vi ser et stigende behov for psykiatrisk hjælp, og det kalder på målrettede og sammenhængende løsninger. Øget kapacitet i psykiatripraksis styrker det nære sundhedsvæsen, og det specialiserede tilbud til ADHD-udredning og behandling er en hjælp til både borgerne og almen praksis, samtidig med at det aflaster praktiserende psykiatere. Med disse tre initiativer tager vi et stort skridt mod at komme de lange ventetider til livs.«

De tre initiativer spiller tæt sammen med Region Syddanmarks kommende psykiatriplan for 2026-2032 og den nationale 10-årsplan for psykiatrien. Finansieringen sker primært via nationale psykiatrimidler og midler fra sundhedsreformen.

[the_ad_group id="101" blog_id="39"]